Midlertidig reparation beskytter Ferring Sø

1.29.2018

Der er sket et skred på en del af skråningsbeskyttelsen ud for Ferring Sø. For at skaden ikke skal udvikle sig yderligere, blev der fredag og lørdag lagt sten over det beskadigede område.

For at forhindre oversvømmelser er der etableret kystbeskyttelse ud for Ferring Sø, hvor høfder og skåningsbeskyttelse i kombination med sandfodring mindsker risikoen for, at havet kan bryde gennem klitten.

Kystdirektoratet har konstateret, at der i sidste uge er sket skade på skråningsbeskyttelsen på en strækning mellem høfde 6 og 7 ud for sydenden af Ferring Sø, der ligger 10 km vest for Lemvig. Skaden er nu blevet repareret midlertidig.

"Vi tager skaden meget alvorligt, og vi har med det samme sat gang i en reparation, der nu og her sørger for, at skaden ikke udvikler sig yderligere, så kystbeskyttelsen fortsat yder den nødvendige beskyttelse. Samtidig er det vigtigt at understrege, at skaden ikke medfører akut fare for, at havet kan bryde igennem til søen, og at der dermed kan ske oversvømmelse af husene bagved," siger områdechef Hans Erik Cutoi-Toft, Kystdirektoratet.

Lørdag blev første del af den midlertidige reparation afsluttet. Der er således lagt ca. 1.000 ton sten hen over det beskadigede område. I de kommende dage vil der blive kørt flere sten til stedet, og herefter går Kystdirektoratet i gang med at undersøge, hvordan kystbeskyttelsen skal reetableres permanent.

Strækningen langs Ferring Sø er omfattet af fællesaftalen mellem staten og kommunerne om kystbeskyttelse af den centrale del af den jyske vestkyst.

Yderligere oplysninger:

Områdechef Hans Erik Cutoi-Toft, Kystdirektoratet, tlf.: 25 41 97 61, e-mail: het@kyst.dk