Kom til borgermøde om kystbeskyttelsen ved Agger

12.14.2017

PRESSEMEDDELELSE

Kystdirektoratet inviterer til borgermøde på tirsdag den 19. december, hvor der vil blive informeret om kystbeskyttelsen ved Agger.

Agger har fået ny kystbeskyttelse, som sammen med eksisterende diger beskytter byen mod oversvømmelse.

På tirsdag kan interesserede høre mere om den nye løsning. Her inviterer Kystdirektoratet til borgermøde kl. 17 i Agger Beboerhus, hvor kystdirektør Merete Løvschall vil gennemgå, hvordan anlægget virker.

Den nye kystbeskyttelse består både af en forstærket klit, bølgebrydere og sandfodring på stranden bag bølgebryderne.  Tilsammen beskytter de tre dele området op til en såkaldt hundredeårshændelse, som er en storm, der statistisk set kun sker hvert 100 år.

Skulle der komme en hændelse, som er større end en hundredeårshændelse og som gennembryder klitten, er der et landdige nord for Agger, som kan standse vandet. Dermed er Agger by dobbeltsikret bag klit og dige.

Tid og sted for borgermødet i Agger:

Tirsdag den 19. december 2017 kl. 17
Agger Beboerhus, Vesterhavsvej 35 i Agger
Alle er velkomne - Tilmelding er ikke nødvendig.

Fakta om kystbeskyttelsen i Agger:

  • En del af skråningsbeskyttelse falder sammen under en storm i 2014
  • En kunstig klit bliver etableret som første etape bag eksisterende klitrække i 2016 med 25.000 m3 sand. Den kunstige klit vil beskytte det bagvedliggende område, når den eksisterende klit forsvinder.
  • Den delvist sammenfaldne skråningsbeskyttelse bliver fjernet i forsommeren 2017
  • Høfder 97, 98 og 99 er fjernet i sommeren 2017, og der sandfodres for at forberede anden etape.
  • De fem nye bølgebrydere etableres hen over sommer og efterår 2017 som anden etape af beskyttelsen. De strækker sig i alt over ca. 500 meter og er til dels etableret af sten fra de fjernede høfder.
  • For at vedligeholde beskyttelsen sandfodres der fremover på stranden bag bølgebryderne med jævne mellemrum