Flyskanning: Danmarks mest udsatte kyst består sikkerhedstest

7.7.2017
Den centrale del af den jyske vestkyst lever op til mål, der er sat for kystbeskyttelsen. Det bekræfter en flyskanning, som netop er foretaget fra Nymindegab i syd til Lodbjerg i nord.

Det er sommer nu, og Vesterhavet viser sig fra sin venlige side. Men når efteråret og vinteren kommer, kan det blive en helt anden sag. Så bider havet fra sig, og hvis ikke kystbeskyttelsen er på plads, æder det gerne af kysten, hvilket øger risikoen for oversvømmelser.

Derfor er der på strækningen mellem Nymindegab og Lodbjerg opsat nogle mål for, hvor langt kysten må rykke tilbage, uden at det går ud over sikkerheden. Den 110 km lange strækning på den centrale del af Vestkysten er Danmarks mest udsatte erosionskyst.

- Flyskanningen viser, at målet er opfyldt, og at kystlinjen holder sig på den rigtige side af den sikkerhedslinje, vi opererer med i Kystdirektoratet. Desuden kan vi se, at den kystbeskyttelsesindsats, vi har sat ind med i år, har haft den ønskede effekt, siger senior kysttekniker Holger Toxvig.

For at beskytte kyststrækningen, bliver der hvert år pumpet der store mængder sand ind på kysten. Det indpumpede sand fungerer som sandbuffer, så kyststrækningen ikke rykker sig for langt tilbage.

Vigtigt med data til planlægning af næste års kystbeskyttelse
Flyskanningen bliver ikke kun brugt som helbredstjek af Vestkysten, men også til at planlægge næste års kystbeskyttelse.

- Skanningen er et værktøj som vi bruger sammen med vores årlige opmålinger af kysten, når vi planlægger fodringsarbejdet på strækningen, der er omfattet af fællesaftalen, siger senior kysttekniker Holger Toxvig.

Fællesaftalen er indgået mellem Staten og kystkommunerne på strækningen. Opmåling fra fly giver Kystdirektoratet et overblik, der supplerer de øvrige opmålinger, til en dækkende opmåling af klit, strand og et stykke ud i vandet.

Indtegning af en sikkerhedslinje viser, at kravet til minimum sikkerhed overalt er overholdt. Du kan læse om kriterierne for fastlæggelse af sikkerhedslinjen.

På den side, finder du også et link til Kystdirektoratets Kystatlas, hvor du kan se den aktuelle sikkerhedslinje på din strækning.

Se også mere om Fællesaftalen på Vestkysten.
 
Yderligere oplysninger
Senior kysttekniker Holger Toxvig, mail: htm@kyst.dk tlf.:23 25 50 38