Link til forsiden
Opening time
Monday - Thursday: 9.00 to 14.00
Friday: 9.00 to 12.00
Subsite
Kyst Online

Nu kan togforbindelsen over Storebælt blive beskyttet mod oversvømmelse

7.11.2017
PRESSEMEDDELELSE:

Kystdirektoratet har netop givet tilladelse til, at den eksisterende kystbeskyttelse på Sprogø kan forstærkes, så tunnellen og jernbanesporet på Sprogø kan blive beskyttet mod oversvømmelser.

Togforbindelsen over Storebælt går via den lille ø Sprogø. Her er digerne ikke tilstrækkeligt fremtidssikrede til det vejr, klimaforandringerne medfører om føje år, og derfor skal de nu forhøjes og forstærkes.
Det skal gøres to steder. Det ene sted kan diget blive forhøjet med ca. 1,5 meter over en 1 km lang strækning og det andet sted, kan det hæves med ca. 1 meter over en kortere strækning.

- Togforbindelsen over Sprogø er vigtig for samfundet, og er det, vi kalder for kritisk infrastruktur. Derfor har vi givet grønt lys til, at digerne nu kan føres up to date i forhold til de vejrforhold, vi vil se i fremtiden, siger afdelingschef Ane Høiberg Nielsen i Kystdirektoratet.

A/S Storebælt, der ejer og driver den 18 km lange Storebæltsforbindelse, ser frem til at kunne påbegynde arbejdet med digerne.

- Jo før vi kommer i gang med at forstærke digerne, jo bedre, for tiden er ved at løbe fra de nuværende. De blev dimensioneret og designet for ca. 25 år siden, og for at vi fortsat kan beskytte vores anlæg på Sprogø og togpassagererne på deres tur over Storebælt, skal vi sætte ind nu, siger, driftsleder for vej- og landanlæg, Jan Lyngsø fra A/S Storebælt.

Med tilladelsen i hånden kan A/S Storebælt sætte arbejdet i gang med det samme.

Du kan se tilladelsen her

Yderligere information
Afdelingschef Ane Høiberg Nielsen, Kystdirektoratet, mail: ane@kyst.dk, tlf.: 91 33 84 30



Copyright © 2009 Kystdirektoratet   |  Højbovej 1  |  7620  Lemvig
Telefon +45 99 63 63 63  |    kdi@kyst.dk  | CVR-nummer: 36 87 61 15

Webdesign & CMS by MCB Denmark