Link til forsiden
Opening time
Monday - Thursday: 9.00 to 14.00
Friday: 9.00 to 12.00
Subsite
Kyst Online

Esbjerg Havn får mere plads

5.16.2017
PRESSEMEDDELELSE
  
I Esbjerg Havn er der tryk på kedlerne, og pladsen er trang. Nu overtager Danmarks største offshore havn et 78.000 m2 stort areal fra staten, efter Kystdirektoratet har klargjort området til havnebrug. 
 

Et større område af Esbjerg Havn har tidligere været brugt til tørring og midlertidig opbevaring af opgravet havbund fra havnebassinerne. Nu har Kystdirektoratet omdannet de såkaldte tørrefelter til et brugbart havneareal på størrelse med ca. 11 fodboldbaner, og det bliver overdraget til havnen i dag.
 
- Det har været en stor udfordring at omdanne tørrefelterne. En enkelt del i en havvindmølle kan veje 500 ton, så kravet til et moderne havneareal er stort. Mig bekendt er der ikke lignende projekter i Danmark, og vi har fundet en løsning, som har givet et godt resultat i form af et stærkt og brugbart havneområde, fortæller Signe Ingvardsen, projektleder i Kystdirektoratet.
 
Arealet har fungeret som tørrefelt siden 1980'erne, og i 2007 overtog Kystdirektoratet opgaven med at nedlægge tørrefelterne og omdanne dem til brugbart havneareal. Det tørrede havbundsmateriale var blødt og ville ikke kunne bære bygninger eller kørsel med tunge køretøjer. Derfor er der nu blandet cement i arealet og kørt godt en halv meter stabilgrus ud for at øge bæreevnen. For Esbjerg Havn falder den ekstra plads på et tørt sted:
 
- Der er stor interesse for plads i Esbjerg Havn blandt andet til vindmøllevinger, der er over 75 meter lange. Derfor betyder det nye areal meget for havnen og ikke mindst for vores kunder. Vi planlægger allerede for området, og på det første stykke, som er taget i brug, er der ved at blive opført en lagerhal, fortæller Jesper Bank, salgsdirektør i Esbjerg Havn.
 
Nedlukningen af tørrefelterne og overdragelsen til havnen er første trin i projektet Ren Havn, som Folketinget har afsat 265 mio. kroner til.
 
Læs mere om projektet i Esbjerg og om vejen til Ren Havn i Esbjerg 2025.

Kontaktinformation
Projektleder i Kystdirektoratet Signe Ingvardsen, smi@kyst.dk, 24 63 00 19
Pressechef i Kystdirektoratet Lillan Clemmensen, licle@nst.dk, 91 35 69 97

Fakta

  • Det tidligere tørrefelt har fået tilført 140 kg cement pr. m³ for at kunne bære tunge havneaktiviteter
  • Særligt udviklede maskiner har blandet cementen ned i havbundsmaterialet
  • Esbjerg Havn mangler plads og udvider på land i år med 250.000 m²
  • Esbjerg Havn dækker i alt et areal på 4.500.000 m²
  • Staten oprenser hvert år havnebassiner i Esbjerg Havn for at sikre tilstrækkelig sejldybde
  • Det havbundsmateriale der i dag ikke kan bortskaffes på havet, køres bort til en miljøvirksomhed
  • Kystdirektoratet er i gang med at søge om tilladelse til et affaldsdepot frem til 2025. Når Ren Havn projektet er gennemført i 2025, skal det oprensede materiale være så rent, at det kan sejles ud og udlægges på havbunde


Copyright © 2009 Kystdirektoratet   |  Højbovej 1  |  7620  Lemvig
Telefon +45 99 63 63 63  |    kdi@kyst.dk  | CVR-nummer: 36 87 61 15

Webdesign & CMS by MCB Denmark